Det er nu lidt over 2 uger siden vi landede i Kathmandu lufthavn, og hold nu op hvor har vi allerede oplevet meget.

Vi modtog vores bagage som de alle sidste, og vi kunne ikke lade være med at få en lille klump i halsen. “Hvad hvis vores tasker ikke er kommet med efter mellemlandingen i Doha? Hvad hvis medicinen ikke er kommet frem?” Men endelig kom vores tasker, herefter blev vi modtaget af en guide fra vores hotel, som kørte os gennem Thamels kaotiske gader. Scootere, biler og fodgængere over alt. I Nepal har et dyt mange betydninger; Flyt dig, Her er jeg, Jeg kommer forbi, Dyt(?) Du dytter af mig?- Jeg dytter igen. Vi var overvældet af den hektiske trafik, ovenpå en lang flyvetur.

Med så mange køretøjer, i Thamels smalle grusbelagte gader, opstår der rigtig meget forurening og støv. Størstedelen af de lokale går med “mundbind” og den vogn hoppede jeg meget hurtigt med på. Der er ingen grund til, at udfordre lungerne mere end højeste nødvendingt, og slet ikke så tidligt på rejsen.

Efter få dage i Kathmandu var vi klar til det første eventyr – Poon Hill trekket.
8 timer i bus og så ankom vi til Pokhara, som er startbyen for mange trekkere.

 

På første dagen blev vi kørt 1 1/2 time op i bjergene, og så var det ellers bare at tage det lange ben foran. På denne første dag, stod den kun på 3 timers gang. Mest på grusveje, men i meget skiftende terræn. Nogle gange op, nogle gange ned, men det meste af tiden “Nepali flat” som vores guide sagde, hvilket betyder en god blanding af op og ned.

Alle overnatninger foregik på guest houses af forskellig kvalitet, men alle meget simple. Hvis man vil undgå madforgiftning, skal man holde sig til Dal Bhat, det tætteste man kommer på en nationalret i Nepal, bestående af ris, linsesuppe, kogte grøntsager med karry og “pickle” en stærk paste. Denne simple livsstil passede os rigtig godt.

Anden dagen, var dagen hvor lungerne og den generelle fysiske form virkelig blev testet af – 6 timer på stejle trapper. Fra det øjeblik vi trådte ud fra vores guest house, stod den på trapper. Anne og jeg tog med det samme føringen, dog i et alt for hurtigt tempo. Vores guide og porter tog den lidt mere med ro, og efter kort tid, forstod vi hvorfor. Skal man holde til at gå på trapper så længe, må man sætte tempoet ned fra start af. Det gik langsomt men sikkert fremad indtil frokost, hvor vi holdt en lidt længere og meget velfortjent pause i solen.

Poon Hill

Efter frokost fortsatte vi endnu 3 timer. Trods en meget ensformig udsigt (trappetrin efter trappetrin) og sved på panden, var smilet på mine læber stort. Naturligvis blev jeg forpustet, og jeg hostede også ind imellem, men jeg kunne uden problemer følge med de andre, og vi kunne sammen nyde de tiltrængte pauser vi holdt. Jeg er stolt af mine lunger,  jeg er stolt af Anne, jeg er stolt af mig selv, og så er jeg ovenud lykkelig over, at jeg har taget udfordringen op. I situationer som denne, er det svært ikke at tænke på de læger der fraråder kronisk syge at rejse på denne måde, eller fraråder lungesyge at trekke. Har man muligheden, skal man virkelig gribe den!   Efter i alt 6 timer, ankom vi til foden af Gorepani Poon Hill området, hvor vi hurtigt fik skoene af og benene op.

Poon Hill

Tidligt næste morgen stod vi op med resten af guest houset, for sammen at drage mod toppen af Poon Hill, hvorfra solopgangen over de omkringliggende bjerge skulle være enestående. 45 meget intense minutter på trapper, førte os til toppen i 3200 meters højde. Det var desværre for diset til at se solopgangen, men turen mod toppen var en oplevelse i sig selv. Midt i mørket, blev den lange, lange trappe oplyst af alle trekkerenes lygter, og i et pladder romantisk øjeblik, kunne man fristes til at sige, at trappen og den stjernebesatte himmel nærmest gik i ét.
Igen viste vores nye trappeteknink sig at være den bedste. I starten blev vi overhalet af de mange andre ivrige trekkere, som gerne ville nå hurtigt til tops, men lidt efter lidt overhalede vi størstedelen af de forpustede entusiaster, som måtte holde tiltrængte pauser – vi fortsatte, støt fremad. Vi var kun på toppen i en lille halv times tid, for vi morgenmaden der ventede i guest houset var meget tiltrængt, men i den tid vi var der, kunne jeg på ingen måder mærke at jeg befandt mig i 3200 meters højde. Dette gjorde sig i øvrigt gældende for hele trekket.

Poon

Vi er nu nede fra Poon Hill og draget videre på vores eventyr i Nepal. Jeg er helt igennem lykkelig for, at jeg satte mig et mål, trænede op til det og fuldførte det. Jeg smiler stort ved tanken, og én ting er sikkert, det er ikke sidste gang jeg har trekket. Vi havde flere gange på turen udsigt til det smukke Annapurna South, som man kan nå til på et 14 dages trek, måske det bliver den næste milepæl for mig?

Kort før afrejse, mødtes jeg med Tanya fra Cystisk Fibrose Foreningen. Hun har lavet et fint interview som kan læses her