Malaysia var ren afslapning for os. Det var tiltrængt og vi nød det. Efter to nætter i hovedstaden Kuala Lumpur, hvor vi i meget høj grad fik opfyldt vores behov for shopping malls, tog vi mod nordøst kysten, hvorfra vi sejlede til de tropiske Perhentian-øer. Her er strandene bounty-hvide og vandet turkist, klart, varmt og havbunden fuld af koraller og farverige fisk. Netop på grund af disse farverige og levende havbunde, er Perhentian-øerne destination for rigtig mange dykkere og folk som gerne vil lære at dykke.

Efter et par dage med afslapning og solbadning, følte vi os igen klar til at komme på opdagelse, og vi meldte os til en 6 timers lang snorkling tur, hvor man bliver sejlet fra “point” til “point”. På vores rute kom vi blandt andet forbi “Shark Point”, “Turtle Point” og “Fish Garden”.

Man bliver udstyret med dykkerbriller, svømmefødder og snorkel, og så hopper man ellers i det klare, turkise vand. Når først man er svømmet væk fra de mange indlands-turister med redningsveste, som formentligt aldrig har været nær havet før, ligger havbunden åben for en. Det er et utroligt smukt syn, og flere gange følte jeg virkelig, at jeg var med i Find Nemo. Der var farverige fisk, koraller og søanemoner var overalt, og med lidt held, ser man også små hajer og store, dovne havskildpadder. Det er første gang siden jeg var helt lille, at jeg hoppede i havet med snorkel, men fascinationen var mindst lige så stor som den gang, selvom det bare er et plastikrør man har i munden. Det åbner virkelig op for en helt ny, rolig og nærmest isoleret verden. Jeg kunne bruge timevis på, at svømme rundt med hovedet under vandet og numsen i vandskorpen. Selvom man er lige dér, i overfladen, føles det som at være flere meter under vandet, og som har man det hele for sig selv.

Men hvad så med lungerne?
Tja, de fungerer bare! Det er god træning, at svømme rundt på den måde i flere timer, og så får man et enormt fokus på sin egen vejrtrækning -Udover den summende lyd af en fjern bådmotor i ny og næ, er vejrtrækningen nemlig det eneste man rigtig kan høre.

Efter mange timer i vandet, kom vi tilfredse og lidt udmattede tilbage til vores hotel, som også tilbyder dykker lektioner og kurser. Da vi om aftenen faldt i snak med en af dykkerinstruktørerne, spurgte han hvorfor han ikke havde set os deltage i et af hans kurser endnu, og vi måtte svare, at det havde vi ærligt talt slet ikke overvejet endnu. Senere snakkede vi med nogle andre unge, som var i fuld gang med at tage dykkercertifikat, og de fortalte om de smukke og unikke oplevelser de havde haft under vandet. Anne har tidligere snorklet, og egentlig tænkt at tage dykkercertifikat på en senere rejse, men for mig, var tanken om det helt ny. Tænk sig, at opleve alt det vi havde set tidligere på dagen, endnu tættere på, og på dybt vand! Det vakte en uventet interesse, og dagen efter måtte jeg opsøge instruktøren igen, for at få lidt mere info. Oplevelserne i dette hav, er bare noget helt andet end hvad man kan forvente sig af de danske farvande og så er prisen kun en tredjedel. Ingen tvivl, lysten var vakt til live.  

Men hvad så med lungerne?
I dette tilfælde, det til dato allervigtigste spørgsmål jeg nogensinde har stillet mig selv! Til at starte med, fortalte jeg vores måske kommende instruktør, om Cystisk Fibrose. Vi snakkede mit helbred igennem, og min største bekymring lå i, om man kan hoste med dykkerudstyret på, flere meter under vandet. Vi kom frem til at der nok ikke ville være nogle problemer for mig, men både Anne og jeg, følte alligevel, at jeg burde tjekke op på situationen med min kontaktlæge på Rigshospitalet. Trods utrolig dårlig netforbindelse, fik jeg fat i min bror, der også har CF. Han kontaktede hospitalet, og vendte lidt efter tilbage med et lidt uventet svar.

Du må IKKE dykke” På grund af det seje slim man som CF’er har i lungerne, har man små “luftansamlinger” som er lukket inde i lungerne og slimen -uanset hvor godt et helbred man har. Når man dykker, udligner man hyppigt trykket, men som CF’er kan man altså, grundet disse “luftansamlinger”, ikke udligne det hele. Når trykket stiger og luften udvider sig, kan det resulterer i, at lungen kollapser! Dermed et STORT nej til dykning.

Det svar skulle jeg lige synke… Jeg vil ikke sige at jeg blev ked af “afvisningen” men det vakte en underlig blanding af følelser. Mest af alt lettelse, for tænk hvilken situation jeg kunne være endt i, hvis jeg ikke havde kontaktet min bror og Rigshospitalet…

Det er første gang i mit liv, at Cystisk Fibrose har sat en stopper for noget jeg gerne ville, og det er samtidig også første gang, at jeg har fejlbedømt mine fysiske evner. Både min bror og jeg blev bekræftet i, at selvom vi ved rigtig meget om vores sygdom og vores eget helbred, så har vi altså brug for en lægelig vurdering i ny og næ.

Jeg er glad for måden hvorpå Anne og jeg håndterede situationen, og så er jeg glad for, at det var så en så ny interesse jeg blev begrænset i at udføre. Jeg har aldrig drømt om at blive dykker, og certifikatet var en kortvarig lyst. Heldigvis kan det varmt anbefales at snorkle, selv af lægerne. Så næste gang jeg nærmer mig en tropisk strand, formentlig inden for få uger, hopper jeg igen i bølgen, med min nye bedste ven, snorklen!

Vil du læse mere om de tanker og overvejelser jeg gjorde mig omkring Cystisk Fibrose op til afrejsen, kan du læse et interview, Cysstisk Fibrose Foreningen lavede med mig her.